Albertslund Bibliotek har fået en læsehund : Mød Freddie
Freddie hjælper børn med at læse, og Freddie kan hjælpe med tryghed og ro.
Af Rikke
Hvad er en læsehund?
Freddie er en venlig og børneglad hund, som motiverer børn til at læse ved at lytte tålmodigt og interesseret til alverdens historier. Læsehunden er certificeret til opgaven sammen med sin ejer. Sammen udgør de et læseteam.
Læsehunde henvender sig til børn i 1. – 5. klasse, som har knækket læsekoden, men som er udfordret og mangler motivation til at træne læsningen.
Hvordan kan en læsehund hjælpe?
Freddie tilbyder ro og nærvær, som skaber tryghed og tillid hos barnet. En læsehund hverken dømmer eller retter, men er med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse for børn. Den kan bidrage til øget læselyst og selvtillid.
Hvad koster det? Det er gratis at deltage i et læseforløb i Læsehunde. Læsehunde og dens ejer arbejder frivilligt.
Hvor foregår det? Det foregår på Albertslund Bibliotek, som læseteamet er tilknyttet.
På læsestedet er der en læsehyggekrog, som er til formålet. Barnet læser op af en medbragt bog eller låner en bog på biblioteket.
Hvordan foregår det?
Et læseforløb varer typisk seks uger med én ugentlig læsestund. Tidspunktet for den ugentlige læsestund aftales med læsehundens ejer. En læsestund varer 30-45 minutter.
Barnet læser højt for læsehunden i 20-30 minutter og bagefter hygges der med sjove tricks og hundeøvelser.
Når læseforløbet afsluttes, får barnet et diplom for gennemførsel af læseforløbet.
Hvornår er Freddie på biblioteket og hvordan kan han bookes ?
Du kan booke Freddie igennem børnebibliotekar Rikke på : rix@albertslund.dk
Freddie er på biblioteket torsdage fra kl. 14 - 16
Der kan desværre ikke bookes andre dage end torsdage