Dyk ned i efterårets program

Glæd dig til en sæson fuld af aktuelle samfundsspørgsmål, møder med forfattere, fællesskab, musik, videnskab og kreative værksteder for børn - og bunker af læsning og læselyst for alle!

Af Sigrid

Velkommen til et nyt arrangementsefterår på biblioteket!

En sæson som byder på både udstillinger, koncerter, foredrag, fællesspisning, wellness, cykelture og croquis. Om alt fra kunstig intelligens, mental sundhed og Arktis til omsorgsarbejde, læserliv og wrestling.

Og som finder sted i naturen, ude i byen, i svømmehallen, i biografen - og selvfølgelig lige her, på biblioteket.

Deniz Kiy. Foto: Sara Galbiati

Udstillinger med store temaer

Hele september måned og lidt til - faktisk kan du komme til fernisering allerede 26. august - viser vi to store udstillinger i biblioteksrummet. 

'Min elskede narkoman' hedder den ene udstilling, som er en interaktiv labyrint, der tilbyder et rørende indblik i den lette vej ind i et misbrug - og den desperat vanskelige vej ud igen, set både fra misbrugerens og den pårørendes side.

Den anden udstilling sætter i samarbejde med den mexicanske ambassade, Forbrændingen og MusikTeatret fokus på en særlig form for brydning, lucha libre, og gruppen af fribrydere Los Exóticos, der bryder med normer både inden og uden for ringen.

Begge udstillinger følges af spændende debatter, koncert, dokumentarfilm - og en omgang fribrydning.

Mental sundhed - og kunstig intelligens

Har du brug for at drage lidt omsorg for dig selv og styrke dit mentale velvære? Så byder vi endnu en gang på højtlæsning ved bassinkanten og fælles stillelæsning på mikrobryggeriet i samarbejde med Albertslund Svøm & Fitness og Slowburn Brewing Co-op.

Du kan også gå mere teoretisk til værks og lære af filosoffen Hartmut Rosa, som kritiserer det moderne samfunds opskruede tempo og spørger hvordan vi genfinde nærvær, eftertanke og menneskelig forbindelse i et foredrag med Steen Nepper Larsen.

Brugen af kunstig intelligens bidrager til det opskruede tempo - men måske kan den også løse nogle helt lavpraktiske problemer for dig og give frihed til andre ting? Vær med i workshops om hvordan du kan bruge kunstig intelligens i din egen hverdag.

Stine Askov. Foto: Sara Galbiati

Læsning og børn

Børn skal læse - også om natten. I hvert fald til november, når vi endnu engang inviterer på læsemarathon. Som opfølgning inviterer vi på booktalk for familier, hvor familier kan få skræddersyede boganbefalinger til de mindste, tweens og teens en hel aften. 

Fællesskabet om læsningen fortsætter i bogklubber og læsekredse, og de voksne læsere kan møde forfatterne Stine Askov og Deniz Kiy - og blive klogere på sig selv som læsere og læsningens gigantiske potentiale med Lea Fløe Christensen.

 

Valgår - også på biblioteket

Til efteråret skal der stemmes til kommunalvalg - og fra biblioteket kan du brevstemme. Børnene får deres egen stemmeboks til Børnevalget, og vi varmer op til valgefteråret med at tage temperaturen på folkestyret og høre albertslundernes egne drømme for fremtiden.

Bibliotekets musikprogram spænder vidt og byder både på en indføring i klaverets århundrede, ukrainsk folkemusik, en refleksionskoncert og et spritnyt møde mellem moderne shoegaze-rock og klassisk orgelmusik - og fællessang hver fredag kl. 11 på biblioteket.

Emil Gryesten. Foto: Bredo Hjøllund

Og så har vi ikke engang nævnt alle de andre foredrag, workshops, croquisaftener og sanketure. 

Dyk ned i alle arrangementerne i kalenderen her på hjemmesiden - eller kom og hent det trykte program på biblioteket.

Vi glæder os til at dele efteråret med jer!

Mark Solborg. Foto: Malthe Ivarsson
Amina Elmi. Optræder til Croquis, kultur & cocktail 6. november. Foto: Sara Galbiati
Cecilie Lind. Optræder til Croquis, kultur & cocktails 25. september. Foto: Sara Galbiati