Filmvurdering

Forfatter: Frans Rasmussen

Anvendelse/målgruppe/niveau

En både poetisk og barsk visualisering af en familietragedie. Fra 15 år

Beskrivelse

Vi befinder os i 1950'ernes Texas hos familien O'Brian. Den hårde far lærer sine tre drenge, at de skal kæmpe nådesløst for at klare sig. Samtidig forsvinder han selv fra familien i perioder for at gøre karriere. Den bløde mor leger med dem og lader dem være børn. Filmen fortæller elliptisk og med udeladelse af dramatiske højdepunkter om familien med sønnen Jack i centrum. Gennem livet prøver Jack at komme igennem lillebroderens død som 19-årig, som er filmens smertefulde anslag, og filmen er struktureret som hans erindring

Sammenligning

Som i hans fire tidligere spillefilm Badlands, Himlen på jorden, Den tynde røde linie og The New world viser Terrence Malick livets mirakel og tragik, naturens skønhed og døden i lyriske billeder på en ubeskrivelig måde. I den nye film køres linen helt ud, hvor erindring sanses i smukke kosmiske billeder af stjernetåger og celledelinger, storladne billeder der kun kan sammenlignes med Kubricks Rumrejsen år 2001

Samlet konklusion

Titlen er ambitiøs, men projektet lykkes, og filmen er en af de mest overvældende man har set. Dens form er impressionistisk, men man gribes ikke blot af æstetikken. Dens skildring af de centrale, følelsesmæssige begivenheder i familietragedien formår at komme helt ind under huden på de inderste følelser, had, kærlighed, jalousi, begær, magt, dobbeltmoral. Et mesterværk, en berigende film, der stadig vil være åben for nye fortolkninger og indfaldsvinkler