Lektørudtalelse

Der er det pudsige ved Ursula Andkjær Olsens digtsamlinger, at de ser ganske tilforladelige ud. Sagt på en anden måde: De ligner bøger, altså romaner. Både den meget roste Ægteskabet mellem vejen og udvejen fra sidste år og denne med den meget smukke titel lokker læserne til sig med det velkendte format og appellerende omslag. Går man ind på Ursulas hjemmeside (det er svært at lade være med at være på fornavn med hende), vil man også opdage, at hun udover humoristisk sans har en udpræget grafisk sans. Går man ind i Ursulas bøger, finder man imidlertid alt andet end det kendte. Hun har sin helt egen tone og sit helt eget poetiske sprog, der sine steder er ret prosaisk, og som er ført igennem i denne bog, som er mere forfinet, glasklar, lige dér-agtig og mindre overflods- og tumultpræget end Ægteskabet mellem vejen og udvejen. Og så alligevel, er det måske kun til at begynde med, at klarheden og enkelheden dominerer. Det er som om det hele bliver gradvis mere kompliceret, mudret og tåget, hvilket egentlig også svarer til bevægelsen fra det sartgrønne forår "græsklart, grønt" over det farvestærke, rådnende efterår "rød og gul" til den gråhvide, disede vinter "i skjul", som foretages igennem bogen. Indtil det hele tør i det allersidste afsnit "Dråbeformet vedhæng". Metaforer for at bære på, tabe, slippe og kaste fra sig. Denne bog er slowfood, der holder