Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Halskov Jensen

Kort om bogen

Frøen med byens bredeste mund drømmer en farlig drøm om fluemad. For børn i alderen 4-7 år, der kan lide en skæv historie om at spise og blive spist

Beskrivelse

Billedbog i stort format, 25x28 cm med helsides illustrationer i farver. En varm sommerdag hopper en frø ud fra den grønne grøftekant og lander på en støvet vej. "Jeg er byens bredeste mund - jeg venter her en stund", siger den til sig selv, mens den mærker en stille sult efter fluemad. Frøen dagdrømmer om tjenere i hvide habitter bærende på de mest udsøgte retter, fx flueben i gelé, fluesushi, fritureflue eller fluefrikassé. I det fjerne kan frøen pludselig høre lyden af en stor velnæret flue. Med en sang forsøger den at lokke fluen nærmere, men måske kommer lyden slet ikke fra en flue?

Vurdering

Skæv, grotesk og tankevækkende historie om en doven selvglad frø med stor lyst til fluemad. Teksten flyder let og er fuld af rim. Illustrationerne fanger fint bogens sære og groteske univers på grænsen mellem idyl og feberfantasi, hvor temaet om at spise og blive spist foldes flot ud

Andre bøger om samme emne

 Kamelen kom til sidst er en anden billedbog af Jesper Wung-Sung, der mest er kendt for sine ungdomsromaner. Andre historier om frøer kunne være To frøer af Christopher Wormell eller Lille frø af Jakob Martin Strid, som begge har fokus på illustrationerne