Lektørudtalelse

Forfatter: Jens Verner Nielsen

Teksten i den store billedbogsudgave af det gamle eventyr om prinsessen, der mister sin guldbold i brønden og må love en ulækker frø mere end venskab for at få bolden tilbage, er så tæt på den originale 1819-udgave, at det mere er en let opstrammet nyoversættelse, end det er en genfortælling. Den er sat med store typer i lange linier i meget åbne blokke på alle v-sider sammen med et mindre farvebillede med et stort billede fra kant til kant på h-siden overfor. Eventyrudgaven er til oplæsning eller genfortælling fra inden skolestarten og til selvlæsning fra omkr. 3. klasse, hvor illustrationerne udmærket kan støtte læsningen. De viser centrale episoder fra handlingen i et enkelt og letopfatteligt billedsprog. Det er ganske charmerende malerier med fede farver i en overskuelig, lidt traditionel komposition uden mange detaljer. Enkelte mindre billedelementer er påmonterede farvefotostumper. Billederne er let naivistiske i figurformningen og kan virke lidt hygge-nyggede. Det er billeder, der fungerer i sammenhængen og skaber varm venlighed omkring fortællingen uden at bide sig særligt fast i erindringen. De giver en meget anderledes billedoplevelse end Binette Schroeders elegante illustrationer til det samme eventyr (91/20)