Rockens poetiske stemmer

22.09.21
Kom bagved teksten hos Tom Waits, Johnny Cash og Neil Young

I en række foredrag sætter musikjournalist og forfatter Espen Strunk fokus på nogle af rockens mest markante, poetiske stemmer. Kunstnere med hver deres kunstneriske dagsorden – men med det fællestræk, at de har skabt værker, som tåler sammenligning med de største digtere i deres samtid.

Tom Waits: Romeo bløder - 30. september kl 19

Fra debutalbummet ’Closing Time’ (1973) og fremefter har den uudgrundelige californier med den særegne sangstil sat et unikt aftryk i populærmusikken. Foredraget følger Waits fra den beatlitterære og jazzinfluerede begyndelse og videre ud i avantgarde, ramsaltet rock og blues – og kommer undervejs bagom nogle af klichéerne om ”det syngende askebæger” og tættere på en af rockens mest gådefulde figurer.

Johnny Cash: Et amerikansk paradoks - 28. oktober kl 19

For mange står han som indbegrebet af countrymusik, men han blev samtidig en afgørende inspiration for en række af rockens største navne – fra Bob Dylan og Bruce Springsteen til U2. Han hyldede det amerikanske flag og besøgte Richard Nixon i Det Hvide Hus – samtidig med at han blev en stærk stemme for de undertrykte og desperate på skyggesiden af den amerikanske drøm. Johnny Cash døde i 2003, men står fortsat som en af populærmusikkens mest fængslende figurer. Hør om den fem årtier lange karriere, paradokserne og de vilde anekdoter i dette foredrag om sangeren, der blev kendt som ”The Man in Black”.

Neil Young: Efter guldfeberen - 25. november kl 19

I november 2020 fyldte Neil Young 75 år - og han er stadig særdeles aktiv. I aftenens foredrag stilles skarpt på originalen fra Ontario og hans sensitive sangværk, som den store franske forfatter Michel Houellebecq engang har beskrevet således: "Neil Youngs sange er lavet til dem, der ofte er ulykkelige, ensomme. Dem, som lever ved fortvivlelsens port, men som fortsætter, ikke desto mindre, med at tro på at lykken er mulig. (...) Man skal være en meget stor kunstner for at have modet til at være sentimental". Vi skal høre om livet, sangene og samtiden - og selvfølgelig se og høre udvalgte arkivoptagelser undervejs. 

Arrangementerne er gratis med tilmelding (klik på overskrifterne herover for at finde billetlinket)