Litterær Sportssommer - Bueskydning med Anne-Cathrine Riebnitzsky

19.07.21
I denne uge skydes stafetten i ”den litterære sportssommer” videre til Egedal bibliotekerne.

Målet ligger for enden af mit blik

Af Anne-Cathrine Riebnitzsky


    Roen ligger i vejrtrækningen. Freden sænker sig indeni.  Buen ligger i hånden og målet ligger for enden af mit blik.
    Jeg trækker buen, som jeg har gjort det tusind gange før. Min krop husker af sig selv. Hånden genkender presset fra buens greb. Skulderen kender strengens længde og ved, hvornår bevægelsen stopper. Sigtet glider på plads foran mit øje. Der er fred og dyb ro. Jeg hører ikke noget og ser ikke andet end målet. Freden og roen er forudsætningen, for inde i mig skabes skuddet.
    Inde i mig ligger balancen og kunsten at flyde i et med livet og døden.
    
Råbukken nipper til de lysegrønne blade. Hans øje er blankt og sort, hans hals er lang og fin. Endnu er hans krop skjult i de mange blade. Jeg hviler sådan, udstrakt. Mine hænder, arme og skuldre er én lang forlængelse af buen; af kræfter der venter på at blive sluppet løs. For mig er bukken mad og spænding; han er kulminationen på lang tids venten og tusindvis af gentagelser. Og hvis han vil, hvis naturen vil, hvis vinden og lyset og hele det levende liv vil, så er han om et øjeblik min.
    Bukken træder et par skridt frem. Skovbundens visne blade rasler. Et vindpust får løvet over os til at skælve. Sollyset falder gennem bladene og lægger et gyldent net af lys på hans krop. Bukken står i silhuet med store ører og et kraftigt gevir, der knejser som en kongekrone. Hans krop er stærk og fin.
    Er der et øjeblik, hvor min hjerne hvisker ”nu”? Jeg tror det. Jeg ved, at der er et lille suk i mit hjerte, en glæde og taknemmelighed, som jeg ikke kan forklare. Min hånd har sluppet strengen. Pilen farer gennem luften. Jeg ved, at pilen trækker et svagt spor af lyd efter sig, en fin lyd af faner, der skærer gennem luften, men jeg hører det ikke. Bukken gør heller ikke. Pilen træffer præcist. Spidsens skarpe knivsblade flyver gennem hans lunger og ud på den anden side. Først da pilen lander på jorden, hopper han forskrækket lidt væk. Hvad var det?
    Han sætter i et spring fremad uden at forstå. Han tumler og falder om i sidste års tabte blade. Det døde løv skramler under ham. Så ligger han stille. Alt skal dø. En dag skal vi alle dø.
    Jeg venter respektfuldt, men der er ikke flere bevægelser. Hovedet hviler mod jorden og der er stadig et grønt blad i hans mund. Jeg lægger min hånd på hans hals og betragter det sorte blanke øje, som livet har forladt. Jeg hvisker en stille tak. Du blev mad til mit bord. Du blev glæde og spænding. Du var den, jeg ventede på og ham, jeg trænede for. På en mærkelig måde hører vi sammen, du og jeg. Dyr og menneske. Liv og død

I næste uge gives stafetten videre til Glostrup bibliotek.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen. 

Oprindeligt skrevet af Egedal Bibliotekerne, Egedal Bibliotekerne.

Materialer