Kunsten at være brevkasseskribent

18.06.20
Undervisningsforløb

I oktober 2020 fylder Børnepanelet 40 år. Det skal fejres, og derfor vil vi gerne lade eleverne prøve kræfter med disciplinen som brevkasseskribent.

Biblioteket udvikler et undervisningsforløb som klassen kan komme til på biblioteket, men det vil også være muligt for dig som lærer at modtage materialet og selv afvikle undervisningsforløbet i din klasse.

Undervisningsforløbet vil lægge op til en snak om hvad en brevkasse er – og hvad den kan. Hvilke svar giver den gode brevkasse, og hvad er værd at huske på, når man som brevkasseskribent sidder med et andet ungt menneskes problem foran sig.

Eleverne vil skulle arbejde i grupper med tidligere brevkassespørgsmål til Børnepanelet og sammen reflektere over spørgsmålet og svarmulighederne. Efterfølgende skal de individuelt eller i grupper give deres bud på et brevkassesvar på det indsendte spørgsmål eller dilemma.

I materialet vil der også være eksempler på brevkassesvar gennem tiden skrevet af medlemmerne i Børnepanelet. Derudover vil eleverne selv kunne skrive spørgsmål, som Børnepanelet besvarer, og der vil i undervisningsforløbet også være henvisninger til litterære brevkasseeksempler – f.eks. Tine Bryld, Tværs og Tove Ditlevsen. 

Elevernes brevkassesvar anno 2020 vil indgå i en udstilling, som fejrer Børnepanelets fødselsdag.
Svarene på elevernes spørgsmål, vil senere kunne læses på Børnepanelets hjemmeside

Tid: Efter aftale i perioden: uge 35-41
Sted: Albertslund Hovedbibliotek / Materiale til brug i klassen
Målgruppe: Udskoling
Varighed: 2 x 45 min.

Tilmelding: tlf: 43 68 70 50 eller e-mail: boer@albertslundbib.dk