Cecil Bødker er død

20.04.20
Her er 5 børnebøger, hun nok særligt vil blive husket for:

Som forfatter havde Cecil Bødker en forkærlighed for det historiske, det bibelske og ikke mindst for at skildre fattigdommen, som den så ud for dem, den gik allermest ud over: nemlig børnene. 

Cecil Bødker (f. 1927) var produktiv, prisbelønnet og ikke mindst læst. Efter længere tids sygdom er hun nu gået bort. Cecil Bødker blev 93 år gammel.

Her er 5 af de børnebøger, som vi husker allerbedst:

Silas og den sorte hoppe

”Silas og den sorte hoppe” er første bind i serien om den forældreløse dreng, Silas. I første bind stikker Silas af fra et omrejsende cirkus og vinder den smukke, sorte hoppe i et væddemål. Da den onde hestehandler prøver at stjæle hesten, må Silas stikke af.

Bøgerne om Silas var Cecil Bødkers debut som børnebogsforfatter i 1967. Serien gik i første omgang kun under navnet ”Silas”, men er siden udkommet i en nyere udgave som ”Silas og den sorte hoppe” med nye illustrationer.

Ifølge lektor og Ph.d. i børnelitteratur, Anna Karlskov Skyggebjerg, er bøgerne om Silas udtryk for et særligt syn på barnet som kompetent, ansvarligt og værdifuldt. På Kulturministeriets kulturkanons hjemmeside har hun blandt andet skrevet om serien:

”Historien viser en stærk tiltro til barnet. Silas er et håb i en verden, hvor børn bliver undertrykt. Han kan sætte sig op imod de voksne, selv om han næsten hele tiden er på flugt (…) Barnet opfattes som en kompetent læser, der formår at tolke bogens budskab: Børn er værdifulde mennesker med ansvarligheden i behold.”

Serien om Silas er også at finde på e-reolen GO.

Hungerbarnet

Husker du Ulvepigen Tinke? Hende har Cecil Bødker skabt. I bogen bag filmen møder vi den fattige dreng Larus på kun 11 år, der skal ud at tjene for første gang. En hård og slidsom tilværelse venter, men så møder han den forældreløse Tinke, og det bliver et vendepunkt i hans liv.

Filmatiseringen med Sarah Juel Werner og Peter Jeppe Hansen i hovedrollerne er en flot og spændende film, som kan lånes på biblioteket (når vi åbner op igen).

Jerutte fra Ræverød

I ”Jerutte fra Ræverød”, der er første bind af en serie på fire, møder vi for første gang Tinne og Tom, der rejser til Jylland for at bo på en gammel, faldefærdig ødegård. Det er de mildt sagt ikke begejstrede for, men så møder de gårdboen Jerutte, og det får dem til at ændre mening.

Serien findes både som e- og lydbog på e-reolen GO.

Ægget der voksede

En bog om kartoflen lyder måske ikke som det mest sindsoprivende, men ”Ægget der voksede” er faktisk en virkelig fascinerende historie. Bogen foregår i 1788 og handler om 12-årige Søren Elias og 14-årige Elin, der er børn af en fæstebonde. Sult og fattigdom præger deres hverdag. Da de introduceres for den mystiske kartoffel – eller potet, som den blev kaldt – har de ikke meget tiltro til dens virkning, men den viser sig at blive deres redning.

En gribende historie om kartoflens udbredelse og stavnsbåndets ophævelse i Danmark, som også kan læses på e-reolen GO.

Marias barn

Cecil Bødker har skrevet flere gendigtninger af bibelhistorien. Serien ”Marias barn” er en af dem. I første bog ”Marias barn – drengen” får vi beretningen om Jesu fødsel, Josefs og Marias flugt til Egypten, hjemkomsten til Nazaret, og vi oplever Jesus som 12-årig. Det særlige ved Cecil Bødkers gendigtning her er, at vi noget atypisk får det hele fra Marias synsvinkel.

Historien kan både læses og lyttes på e-reolen GO.  

Mange tak for bøgerne, Cecil. Må de fortsat leve videre! 

Oprindeligt skrevet af gjv, Glostrup Bibliotek.

Materialer