17. december

16.12.20
Lasse-Leifs giga mega koloenormt store video-julekalender

Dagens tekst

Lasse-Leif og mor sætter kravlenisser op. Mor synes ikke, de alle sammen skal sidde dernede, hvor Lasse-Leif kan nå, så han er nødt til at stå både på tæer og på en skammel og somme tider helt oppe på bordet. 
”Jeg synes, du skal hænge en i reolen bag døren,” siger mor. 
Det er en god ide, men da Lasse-Leif stiller sig om bag døren, hører han en vrissen stemme. 
”Skrid, dumme dreng,” siger den. 
Han stirrer. Der sidder allerede en nisse på reolen. Men det ser ikke ud som en nisse, der glæder sig til jul. 
”Her er optaget,” mugger den. 
”Hvem er du?” hvisker Lasse-Leif. ”Og hvorfor sidder du her og er sur?”
”Jeg hedder Altid-Glad. Men jeg har tænkt mig at skifte navn til Så-Træt-At-Jeg-Snart-Skvatter-Ned.” Nissen gaber, så man kan se den ned i halsen. ”Din mor glemte mig sidste år!”
Lasse-Leif tager forsigtigt nissen, der før hed Altid-Glad og lægger den ned i en sok. Den sover lige med det samme.