15. december

15.12.20
Lasse-Leifs giga mega koloenormt store video-julekalender

Dagens tekst

Far har fundet en kasse julepynt frem fra loftet. 
”Se min søde julebuk!” siger han. ”Den fik jeg, da jeg var barn.” 
Lasse-Leif synes, geden er skummel. Den stirrer på ham, og dens ene horn er knækket. 
”Din far synes, den er sød, fordi han sætter ordet ’jule’ foran, forklarer Luske-Lise. ”Det er et magisk ord. Det virker på alt!” 
”På alt?” spørger Lasse-Leif. 
”Ja! Tænk bare på julegaver, juleslik og julemand!” siger Luske-Lise. 
Han prøver: ”Jule-rydde-op-på-værelse.” Og det virker! Juleryddeoppåværelse er meget hyggeligere end at skulle rydde op på en almindelig måde. 
Resten af dagen bliver fantastisk. Lasse-Leif tager sine julestrømper på, og han går ud med juleskraldet. Mens han er i julebørnehave, husker han at vaske sine julehænder, og da han kommer hjem spiser han julebroccoli til aften og får et dejligt julebad.
”Må jeg få en julehistorie?” spørger han far. ”Helst en lidt uhyggelig én!” 
”Hvad med den om julefyrtøjet?” spørger far. Og så læser de den.