Afgrunden

27.03.20
Filmanbefaling af stumfilmen Afgrunden

Det er måske lidt spøjst at se en film helt uden lyd... Man mangler pianisten i hjørnet af stuen, der kan tilføje stumfilmen det der ekstra, som vi er vant til hører med. Men når det er sagt, så kan stumfilm altså noget på egen hånd.

Afgrunden er en stumfilm fra 1910 - dengang da Valby var Hollywood, og Danmark var Verdens filmnavle. I hovedrollen har vi Asta Nielsen, Die Asta, som hun også kaldes. Hende faldt jeg pladask for! Hun er smuk og smækker, og har et utroligt udtryksfuldt ansigt, som er som skabt til filmmediet. I 'Afgrunden' spiller hun den unge klaverlærerinde Magda, der en dag møder præstesønnen Knud, og nu kunne alt ende godt - hvis det ikke var den spændende cirkusrytter Rudolf, som Magda forelsker sig i og løber bort med. Lige ned i afgrunden...

Undervejs i filmen er der en helt utrolig vovet dans, som må have vakt furore, da den blev vist i biograferne! Man skal endelig ikke tro, at filmmediet var bonert i starten af forrie århundrede - tværtimod!

'Afgrunden' kan findes på Stumfilm.dk, hvor der er et utal af andre korte og lange stumfilm. Her kan du udover Asta Nielsen møde stumfilmsstjerner som Poul Reumert, Clara Pontoppidan, Hans Neergaard og mange flere. Filmene på Stumfilm.dk er gratis og frit tilgængelige for alle. Og du kan se lige så mange du vil!