På Bornholm må man græde overalt

På Bornholm må man græde overalt

Af Anonym (ikke efterprøvet)
13.06.17
Børnebibliotekaren anbefaler: På Bornholm må man græde overalt af Martha Flyvholm Tode

Hvordan takler man lige døden, når den rammer ens familie? Og kan man egentlig tillade sig at være ked af det, når det er ens stedfar der dør?

Tore dør – ret pludseligt. Tore er far til Carl og Malte – altså deres rigtige far. Han er ikke far til Maria. Maria har sin egen far. Men da Tore ligger for døden – ville Maria ønske at Tore er hendes far. Minderne om Tore,  Marias første møde med Tore, deres aftener med Niels Malmros-film og de sidste dage før døden - presses ind imellem Marias sorg. Men døden er mærkelig og den tager sin entre i Maria med en ligegyldig og følelseskold mine.

Maria har en kæreste, Elliot (kaldet ’Englænderen’af Marias mor), der bor i London. Hendes veninde Amalie er på backpackrejse,  og vennen Sylle taler måske lidt for meget hele tiden. Marias mor er i dyb sorg. Men som en god mor og stedmor, er hun god til at holde sammen på den familie der i lang tid har været deres virkelighed. Familien med mor, Carl, Malte, Maria – nu uden Tore.

Denne bog er så fin og jeg føler med Maria, da hun ignorerer venindens mails fra Himalaya, irriteres af moren og vender øjne af bedstevennen Sylles kommentarer om omverdenen i detaljer. Jeg føler med hende, da hun får plads til at åbne sig og bryde ud i et følelsesvæld, da hun får sin søde og tålmodige kæreste Elliot i telefonen. Maria er et menneske. Et helt almindeligt menneske med følelser.

Dette gør ”På Bornholm kan man græde overalt” til et lille mesterværk. Og jeg overbevises om at døden kan have en sådan virkning på et ungt menneske. Et menneske der mister sin stedfar. Jeg glæder mig til at læse mere af den unge forfatter Martha Flyvholm Tode!

Skynd dig at reserver bogen her!

Materialer
Reservér
  • Bog

På Bornholm må man græde overalt

Af Martha Flyvholm Tode (f. 1993) (2017)
Læs mere