mind games
mind games

Mind Games

01.12.15
Teri Terrys nye bog er på hylderne!

Forestil dig at være logget på hele tiden. Ikke bare via din mobil eller lap top, men direkte logget på - hjerne til net. Når du er logget på, kan du selv bestemme, hvordan du ser ud. I Virtual Reality bestemmer du nemlig selv, hvordan andre kan se dig. Du kan gå i skole, tage på ferie, spille spil i Virtual Reality. Du kan springe ud i faldskærm, surfe de vildeste bølger, tage til de vildeste fester - men uden at sætte livet på spil, blive våd eller få tømmermænd. Man opsluges helt - det er fuldstændig ligesom at være der selv. Det KAN lyde fortryllende, men er det nu også det?

Luna er Nægter. Hun vil ikke være logget på mere en højst nødvendigt, og hun vil ikke have det implantat, som alle 18-årige kan få, der gør at man kan være logget på hele tiden. Luna opsluges nemlig ikke - når hun er logget på, er hun samtidig bevidst om, hvad der foregår omkring hendes virkelige krop. Hun bor hos sin far, sin stedmor og sin halvlillebror. Hendes mor er væk - men hun var vist noget stort inden for det virtuelle. Det er hende, der i sin tid har advaret Luna om at få det implantat, som alle andre går og drømmer om at få. Luna bliver nødt til at holde sin dobbelte bevidsthed skjult, for regeringen luger alle, som ikke kan opsluges helt af spillet, væk...

Det er en afsindig spændende bog! Luna er vist i familie med Katniss - de er i hvert fald lige interessante at følge. I det hele taget har jeg det sådan, at hvis du elsker Hunger Games (og hvem gør ikke det?!), så er Mind Games din nye ven! Jeg er ret vild med, at man kan logge direkte ind i et spil, hvor totaloplevelsen er så perfekt, at det virkelig er som at være der selv. Og samtidig skræmmer det mig helt vildt, for hvad kan det ikke bruges til? Man kan læse Mind Games som ren og spændende underholdning, men man kan også læse den med mere eftertænksomhed, og få endnu mere ud af den. Samfundskritik er et ord, der kan får mange til at falde i søvn, men her er du vågen og spændt og vender side efter side, fordi du simpelthen ikke kan stoppe igen!

Rigtig god læselyst!