Louises bedste bøger, digtsamlinger og film

20.12.20
Bibliotekspersonalet anbefaler årets bedste bøger, film, mm

Børne- og webbibliotekar Louise har trods fået tid til at læse lidt i år. Størst indtryk gjorde disse:

’Årets bedste danske læseoplevelse for mig er helt sikkert Stine Pilgaard’s ’Meter i sekundet’ – den er sjov og levende, og forbandet godt skrevet. Og havde op til flere visdomsord, som lagrede sig. En virkelig fin og skæv hverdagsfortælling (som ikke er helt almindelig).

'Meter i sekundet' kan lånes som ebog og netlydbog på eReolen

Den bedste udenlandske bog jeg har læst i år er Patrick Ness’ ’Knivens stemme’/’The knife of never letting go’ i ’Chaos walking’-serien. Hele serien er skræmmende og spændende. Det er en slags sfi/fi dystopi, som dybest set handler om, hvordan vi behandler hinanden.

'Knivens stemme' kan høres som netlydbog på eReolen.

På årets Avisen Live stødte jeg på den unge digter Naiha Khiljee. Og hendes digtsamling ’Kære søster’ er den bedste digtsamling jeg har læst i år (tæt fulgt af Lars Emil Foders ’Fabelagtigheder’). Naiha Khiljee har fingeren på pulsen, når hun spotter de omstændigheder, som hun og andre dansk/indvandrer-unge lever med og under.

Og Lars Emil Foders forunderlige univers er bare så poetisk og ja, fabelagtigt, at det er en fornøjelse at dykke ned i.

'Kære søster' kan lånes som ebog på eReolen

Jeg har fået set en del film i hjemmebiografen. Her sidder den tasmanske ’The nightingale’ mest fast. Det er en både barsk, smuk og blodig fortælling om en ung kvindes hævntogt i 1800-tallets Tasmanien. Hovedrollen Clare spilles af den fantastiske Aisling Franciosi, som vi skal holde øje med”.

'The Nightingale' kan ses på Filmstriben

Materialer