Intet nyt fra vestfronten

04.05.21
Anbefaling af Erich Maria Remarques Intet nyt fra vestfronten

Børne- og webbibliotekar Louise fandt en gammel klassiker, som hun ikke havde fået læst. Om den siger hun:

'Jeg kendte kun lidt til historien, inden jeg samlede denne her bog op. Jeg vidste godt at den handlede om håbløsheden under Første Verdenskrig, og at den var et portræt af en hel generation af unge mænd, der døde i skyttegravene dengang. Den er en klassiker - det vidste jeg godt. Nu ved jeg også hvorfor den er det.

En flok unge mænd - opildnet af en entusiastisk og fædrelandstro skolelærer - melder sig samlet under fanerne, sendes i træningslejr og siden til fronten. Vi har set billederne, og havde vi ikke allerede set dem, så beskriver Remarque dem, som var man der selv. Jeg har altid fået fortalt, at Intet nyt fra vestfronten var et billede på håbløsheden i skyttegravene. Men den er også et billede på kammeratskabet, på hvad man gennemgår for at overleve, på hvordan noget helt ekstremt kan blive en hverdag, som man kan lære at leve i. Men håbløsheden findes også. Kammerater dør. Og tanken om, at man selv kan dø nårsomhelst er allestedsnærværende. Remarque er inde og røre i det allerinderste i éns sjæl. Når alt det overflødige er skrællet væk, hvad er der så tilbage?

Bogen berørte mig dybt, og jeg tilstår, at det er en fejl, at jeg ikke har læst den for længe siden. Nu kan jeg kun opfordre til, at du får den læst. 

God læselyst!'

Materialer