Gode børnefilm på filmstriben

02.10.20
Gode filmstribefilm til små og store børn

Filmstriben er fuld af gode film - også dem, som man ikke lige kan finde på biblioteket eller diverse streamingtjenester. Her har vi håndplukket noget af det bedste du kan finde til børn på Filmstriben.

TIL DE SMÅ
Rita & Krokodille
Siri Melchior er forfatter og tegner til de fine billedbøger om den lille pige Rita og hendes ven Krokodille, som altid følges ad. Filmene om Rita & Krokodille er lige så fine og stemningsfulde. Lige til at sætte på en doven søndag formiddag. Se fx filmen, hvor de to venner tager i Zoologisk Have, hvor Krokodille gerne vil lege med de andre krokodiller, men hvordan skal Rita nu kende forskel på ham og de andre? Filmene anbefales fra 3 år.

Mægtige maskiner
Mange små børn elsker store maskiner. I dokumentarfilmserien Mægtige maskiner sættes der spot på nogle af de mest fascinerende maskiner: betonkanonen, gravemaskinen, girafliften, asfaltmaskinen og mange flere. Lur mig om ikke, der kommer til at sidde nogle forældre og kigge med, for man bliver aldrig rigtig for gammel til at kigge på gravkøer...

TIL DE STORE
Den usynlige pige
Parvana er en 11-årig pige, der vokser op i et Afghanistan kontrolleret af Taliban i 2001. Da hendes far bliver uretfærdigt arresteret, klipper Parvana sit hår og klæder sig som en dreng for at kunne forsørge sin familie. Sammen med sin ven Shauzia opdager Parvana en ny verden fyldt med frihed såvel som fare. Med stort mod og styrke fra de fantastiske historier hun selv opfinder, begiver Parvana sig på en rejse for at finde sin far og genforene sin familie.
Filmen blev nomineret til en Oscar i kategorien “Bedste animationsfilm”.
"Den usynlige pige" er baseret på romanen af samme navn forfattet af Deborah Ellis.
Fra 12 år

Hacker
Benjamin oplever som lille dreng at hans mor forsvinder. Seks år senere er Benjamin blevet 13, han bor på børnehjem og så er han superhacker. En dag opsøges Benjamin af nogle skumle regeringsfolk der åbenbart har optagelser der viser, at Benjamins mor stadig er i live!
Fra 7 år og op

Der findes mange, mange flere film på Filmstriben! God fornøjelse!