Årets bedste musik 2015 - Del 2

15.01.16
Musikbibliotekarerne udvælger de bedste udgivelser fra 2015.

Nadia Reid: Listen to Formation, Look for the Signs

Dette album var en kæmpe overraskelse for mig. Som et stort dejligt varmt kram. Singer-songwriteren Nadia Reid kommer fra New Zealand og Listen to Formation, Look for the Signs er hendes debutalbum. En utrolig sikkert debut trods hendes kun 23 år.  De folkede og americana-inspirerede sange fremføres med en ro og varme, selvom der ligger et brud bag. Akustisk guitar, bas, trommer og et strøg pedal steel hist og her. Hvis du er til Gillian Welch eller Mazzy Star, er det her lige noget for dig.

Anna von Hausswolff: The Miraculous

The Miraculous er pompøs, intens og kraftfuld. I passager kommer jeg til at tænke på alt lige fra canadisk postrock til doom metal, goth rock og folk.  Det kunne nemt blive for svulstigt med heftige orgelpassager og tung guitar, men hun får det til at balancere fint med rolige kontraster ind imellem. Hendes stemme har en klarhed og finhed, der får mig til at tænke på ABBAs Agnetha Fältskog, og hun varierer den enormt. Nogle gang blid og lavmælt andre gange intens og kraftfuld.

Max Richter: Sleep

Otte timers musik komponeret med det formål at få dig til at falde i søvn og være nattens soundtrack. Lyder det prætentiøst? Det er det på ingen måde. Det er slet og ret smuk, enkel og sart musik som altid fra den klassisk uddannede Max Richters hånd. "Post-classical" har han selv kaldt sin blanding af primært klassisk og electronica. Strygere, klaver og elektroniske klange.

Jamie xx:  In Colour

Jamie xx er medlem af gruppen The XX og har sideløbende haft en solokarriere. Det længe ventede debutalbum udkom omsider sidste år. Karakteristisk for Jamie xx er hans drømmende version af engelsk klubmusik og de følsomme og luftige vokaler. Hans bandkammerater fra The XX, Romy Madley Croft og Oliver Sim har da også lagt vokal til flere af numrene.

Jakob Bro: Gefion

Jazzguitaristen Jakob Bro har holdt et imponerende højt niveau på sine seneste udgivelser album-trilogien, der tæller Balladeering, Time og December Song. Det har resulteret i en pladekontrakt hos det kvalitetsbevidste og højt respekterede pladeselskab ECM. Denne gang er trommeslageren Jon Christensen og bassisten Thomas Morgan med. Jakob Bro fortsætter i det samme lyriske og meditative spor, som han mestrer så fint. Nogle numre rummer en glød og en varme og andre skaber en nærmest boblende fornemmelse.

Materialer