Årets bedste bøger ifølge Helle

Af Anonym (ikke efterprøvet)
28.12.21
Personalet på Albertslund Bibliotek anmelder de bedste bøger de har læst i 2021

T. J Klune: ”Eventyrhuset”

 Linus Baker er en småbuttet 40-årig mand, der lever et indholdsløst, monotomt liv med en kat, der ikke kan lide ham. Han går på arbejde og han går hjem. Hans arbejde består i holde opsyn med, om de børn, der bor på børnehjem, har det godt. En dag bliver han betroet en helt særlig og yderst hemmelig opgave af den øverste ledelse. Han skal i tre uger observere et børnehjem, hvor de børn der bor der, alle er ekstremt farlige. Det ændrer Linus for altid!

Altså, hvad skal jeg sige? Sjældent har jeg læst en bog, der på mange måder er så ekstrem i sit persongalleri og samtidig så hjertevarm og elskelig, at det slet ikke føles bizart eller svært at forholde sig til. Overgiver du dig, er der lagt i ovnen til et kæmpestort og exceptionelt kærligt kram af en læseoplevelse.

Gry Kappel Jensen: ”Natskygge”

Tredje og sidste bind i trilogien om de fire piger på den særlige kostskole Rosenholm, der ved hjælp af deres særlige evner og indbyrdes venskab forsøger at finde frem til den person, der slog en tidligere elev på kostskolen ihjel.

Og hvilken afslutning! De første to bøger var også absolut binge-værdige, men jeg kunne på ingen måde lægge bogen her fra mig. Sindssygt medrivende og spændende – til tider faktisk ret så uhyggelig, og virkelig nervepirrende. Det er cliffhanger på cliffhanger, og jeg er vildt imponeret over, hvordan forfatteren har kunne holde overblik. Alle tråde samles dog til sidst og giver perfekt mening. Serien er absolut must read til teens og voksne med hang til romaner om det okkulte, venskab og kærlighed.

Carl Frode Tiller: ”Indkredsning 1”

Jeg er vild med Carl Frode Tiller og hans greb på de historier, han fortæller. I ”Begyndelser” fra 2017 startede han med slutningen, og i bogen her, der er første bind i en trilogi, har han fundet på at skrive om hovedpersonen, selvom han ikke selv er der. Lyder det forvirrende? Det er det måske, men det er også genialt!

David har mistet hukommelsen og har derfor indrykket en annonce i avisen, hvor han beder folk, der har kendt ham, om at skrive til ham, så han på den måde kan få fyldt sin hukommelse op. Det er en genistreg, og fordi Tiller er knivskap til beskrive mennesker i deres relationer, går det hele op i en højere enhed. Fantastisk roman! Jeg er lige gået i gang med to’eren og kan nærmest allerede mærke bogtømmermændene komme snigende fordi tre’eren først kommer til foråret. Suk!

Vh Helle

Materialer