5 gode krimiserier til sommerferien

31.07.20
Vores bibliotekarer anbefaler stemningsfulde krimiserier til din sommerferie. Nu skal der løses mysterier!

Claes anbefaler:

Rachell Abbott: Leg med døden
Lucas søster dør dagen før hans bryllup. På årsdagen samler han otte venner til en "leg med døden", der skal opklare mordet. Alle har hemmeligheder. God psykologisk spændingsroman uden udpenslede mord. Idéel til liggestolen. Bogen er anden og nyeste udgivelse på dansk i serien om politikommisær Stephanie King.

Lotte anbefaler:

Dennis Jürgensen: Løbende tjener
1. del af serie om efterforskningslederen Roland Trier, hvis kone blev myrdet for fire år siden. Datteren blev mishandlet så meget at hun er på institution og ikke har sagt et ord de sidste fire år. Ud over hans arbejde med bestialske mord i nutiden, forsøger han samtidig at opklare mordet på konen.  Krimien har et spændende plot, den er makaber, godt skrevet og slutter den så man ikke kan vente med at læse det næste bind i serien. Foreløbig er der udgivet seks bind i serien, senest ”Faldende masker”.

Elly Griffiths: Pigen under Jorden
1. del af serie om Ruth Galloway, der er Arkæolog og knogleekspert. Hun kommer ud for mange spændende sager, og samarbejder med politimanden Harry Nelson, som hun har et…lad os sige…kompliceret forhold til. Gode spændende historier og en krimiserie af den mere hyggelige slags. Der er udgivet seks bind i serien, senest ”De udstødte” der udkom tidligere på året.

Louise anbefaler:

Martin Jensen: Kongens hunde
Martin Jensen er nok mest kendt for sin serie om Eske Litle i middelalderens Assens. Han har også skrevet en virkelig god serie om dengang England var dansk, og Knud den Store sad på magten derovre. Han har dog brug for nogle lokale - tegneren Winston og den jordløse, tidligere stormand, Halfdan - til at hjælpe med at opklare forbrydelser som truer riget. Og det gør de vældig godt! Martin Jensen skriver, så man bliver klogere på en fjern tid, og næsten føler, at man er der selv. Man kan mærke, lugte og se vikingetidens England for sig. Og så er man bare så forbandet godt underholdt imens.

Tina anbefaler:

Louise Penny: Mørkt motiv
Bonjour til kriminalkommisær Armand Gamache. En super charmerende og hyggelig krimiserie, der gav mig lyst til at læse næste bind med det samme. Serien foregår i og omkring den fiktive og maleriske landsby Three Pines i den fransktalende del af Canada. Landsbyen tæller bl.a. flere kunstnere og digtere og hovedpersonen er den erfarne kriminalkommissær Armand Gamache. Det er og ham og hans kolleger, der løser de kriminalsager, der uheldigvis dukker op landsbyen. En særdeles hyggelig, lidt nostalgisk stemning og humor gennemsyrer serien, der er til dig der fortrækker mysterier og spænding uden for megen vold. Serien tæller hele 15 bind på engelsk (mange af dem kan du finde på eReolen Global) og er netop blevet udgivet på dansk. Foreløbig er der udgivet 3 bind og der skulle være flere på vej.

Materialer