20 år med gys og latter!

28.09.20
Kenneth Bøgh Andersen har jubilæum

I år er det 20 år siden at Kenneth Bøgh Andersens første bøger blev udgivet: trilogien 'Slaget i Caïssa'. Siden da er det blevet til en lang række bøger fulde af gys, latter og fantasy. Herunder finder du et udvalg af disse bøger.

Fantasy

'Slaget i Caïssa' var de første bøger på vores hylder af Kenneth Bøgh Andersen. Drengen Frode ligger dødssyg på hospitalet, da han pludselig befinder sig i en anden verden, hvor han deltager i et slag mellem det gode og det onde. Kan man lide skak, får man ekstra meget ud af at læse bøgerne.

'Himmelherren' står alene, og handler om Peter, som skriver fantasyhistorier. Under et uvejr bliver han hvirvlet ind i et vaskeægte eventyr, hvor han skal redde prinsesse Cora.

I 'Julemandens død' er hele menneskeheden i fare, og tre børn bliver kontaktet af en nisse, der beder om hjælp til at opklare mordet på selve Julemnanden. 

Mest kendt er nok serien 'Den Store Djævlekrig' om drengen Filip, som bliver djævelens lærling. Første del i serien er desuden blevet til et teaterstykke, og serien er blevet oversat til engelsk og går sejrsgang ude i den store verden.

Humor og helte

Serien om Antboy er sammen med 'Den Store Djævlekrig' nok det, der har gjort Kenneth Bøgh Andersen allermest berømt. Drengen Pelle, som hverken er særlig sej, klog eller stærk, bliver en dag bidt af en ganske usædvanlig tissemyre, og får myrekræfter, når han spiser sukker. Pelle bliver til superhelten Antboy med dragt og superevner og ærkefjender og hele molevitten. Der er også kommet en stribe film om Antboy, som gik for fulde huse i biograferne (og som selvfølgelig også kan lånes på biblioteket). For nylig kom fortsættelsen på Antboy-serien - Antboy vender tilbage - for selv når en superhelt tror, at nu er alle fjenderne nedkæmpet og nu kan man bare læne sig tilbage og slappe af - så er det jo aldrig tilfældet. Der kommer flere bøger i serien.

I 'Sisdæ sjangsæ' har 5.B staveprøve - og her staves der rigtigt (eller forkert) med livet som indsats!

Gys for unge

Kenneth Bøgh Andersen skriver for alle aldre, og har også levet en stribe kort historier, som mest er for unge. Fx 'Den Sidste dag?' som er en du-er-helten historie, hvor du skal prøve at overleve en helt almindelig dag. Eller 'Tempus Fugit', hvor Victor finder et magisk ur, som gør ham i stand til at ændre i fortiden. Men det er farligt at rode sin egen fortid... 

- og andre gys

Kenneth Bøgh Andersen har skrevet en lang række letlæste gyserhistorier. Selvom de står blandt vores lette bøger, kan de sandelig også læses af andre!

Julebøger

'Juleønsket' og 'Jagten på Julemandens latter' er rigtige julefortællinger, som er meget velegnede til at blive læst højt for hele familien i december måned. De er både sjove og eventyrlige.

Eventyr

Udover selv at finde på gode historier, så har Kenneth Bøgh Andernsen også gendigtet en lang række af Brødrene Grimms eventyr: Grimm og Grimm II - grumme eventyr genfortalt for gamle og unge

Graphic novel

Sammen med illustrator Lars Gabel har Kenneth Bøgh Andersen lavet den fine og uhyggelige tegneserie 'Skæbnemageren', hvor Simon ønsker sin perfekte tvillingebror langt væk. Men da ønsket bliver opfyldt, drager Simon alligevel ind i en paralelverden, for at få sin bror tilbage.

Kenneth Bøgh Andersen har skrevet andet og mere - alt sammen bøger, som du kan låne på biblioteket.

God læselyst

 

 

 

Materialer